KAB og fsb deler partnerskabserfaringer med kolleger

Hvornår er et strategisk partnerskab en god idé? Og hvordan kommer man i gang? Det er hovedspørgsmålene, som et nyt udviklingsprojekt i regi af AlmenNet skal besvare. Udviklingsprojektet tager afsæt i de første erfaringer fra fsb HJEM og byggepartnerskabet &os, og skal hjælpe almene bygherrer på vejen mod nye strategiske partnerskaber.

Tirsdag 20. oktober indledtes arbejdet i et nyt vidensnetværk, der skal samle op på de første erfaringer fra etableringen af de to første strategiske partnerskaber i det almene byggeri. fsb, KAB samt Landsbyggefonden er gået sammen om at finansiere et fælles udviklingsprojekt i regi af AlmenNet, der skal give de almene bygherrer indsigt i den viden og de erfaringer, som de to strategiske partnerskaber hidtil har skabt.

"Formålet med de fælles udviklingsprojekter i AlmenNet er altid at skabe ny viden og give anbefalinger og konkrete værktøjer videre til de almene bygherrer. I dette udviklingsprojekt er der især fokus på at etablere et netværk mellem de almene bygherrer, så man over tid kan dele viden og erfaringer om strategiske partnerskaber og hjælpe nye almene bygherrer, når de overvejer at etablere et strategisk partnerskab", fortæller Astrid Biering Fonsbøl, sekretariatsleder fra AlmenNet.

 

Ny samarbejdsform i byggeriet

Tilbage i 2018 indledte fsb og KAB arbejdet med at sammensætte hvert sit udbud af strategiske partnerskaber i byggeriet; fsb ønskede at samle et fast team af rådgivere og entreprenører omkring boligorganisationens renoveringsopgaver for en 4-årig periode, mens KAB ønskede et lignende setup for både renoveringsopgaver og nybyggeri for boligorganisationerne i KAB-fællesskabet. Efter et år med planlægning af udbud og gennemførsel af tilbudsproces, blev de to strategiske partnerskaber – fsb HJEM samt byggepartnerskabet &os - etableret i foråret 2019.

"Det har kostet en masse kræfter at udvikle rammerne og starte vores partnerskab op. Langt hen ad vejen har vi trådt ud på uberørt land. Vi har udviklet nye værktøjer og procedurer for partnerskabssamarbejdet sideløbende med at vi har startet de første projekter op. Det er den viden og de erfaringer, vi ønsker at samle op og dele med vores kollegaer i det almene, så den enkelte almene boligorganisation ikke skal opfinde den dybe tallerken på ny", fortæller Lone Zeeberg Nielsen, bygge- og udviklingschef i fsb.

 

Udviklingsmøder, saloner og netværksaktivitet

De involverede aktører i fsb HJEM og byggepartnerskabet &os mødes de kommende måneder til en række udviklingsmøder, hvor centrale temaer trækkes frem og diskuteres. Til det første møde handler det f.eks. om etableringen af evalueringsmodellen og om erfaringen fra samarbejdsprocesserne i opstartsfasen.

"Vi har gjort os så mange erfaringer de første år, at vi selv kigger indad og optimerer på den måde, vi gør tingene på i vores byggepartnerskab. Det bliver helt sikkert kun bedre af, at vi også får det vendt med fsb's partnerskab. Og ved at vi alle er med i denne proces - almene bygherrer, entreprenører, rådgivere og partnerskabsudviklere - kan vores erfaringer og viden forhåbentligt medvirke til at klæde hele sektoren på til arbejdet med strategiske partnerskaber", fortæller Ulrik Steen Jensen, byggeudviklingschef i KAB.

Udover udviklingsmøderne vil der blandt andet blive afholdt to åbne saloner, hvor landets øvrige almene bygherrer inviteres med i ind i maskinrummet og hvor den ønskede netværksdannelse kan påbegyndes.

Fakta om udviklingsprojektet og de to strategiske partnerskaber:

Udviklingsprojektet er etableret i regi af AlmenNet og på tværs af aktørerne fra de to igangværende strategiske partnerskaber i det almene; fsb HJEM som består af fsb, NCC, RUBOW arkitekter, COWI og Smith Innovation samt byggepartnerskabet &os, som består af KAB, Enemærke & Petersen, JJW arkitekter, KANT arkitekter, Norconsult, Oluf Jørgensen, SLA og Rekommanderet. Udviklingsprojektet involverer de daglige ledelser af de to partnerskaber og faciliteres af partnerskabsudviklere fra Smith Innovation og Rekommanderet.

De to strategiske partnerskaber blev begge indledt i foråret 2019 og løber i fire år; begge partnerskaber har dog en option for forlængelse med yderligere to år. Det er på forhånd skønnet, at der vil blive gennemført opgaver for ca. 8.5 mia. i de to partnerskaber, hvoraf en del af opgaverne først vil blive færdiggjort efter partnerskabsaftalernes udløb.

Læs mere på : https://almennet.dk/projekter/almennet-udviklingsprojekter/strategiske-partnerskaber-i-den-almene-boligsektor/

 

Yderligere information
Bygge- og udviklingschef Lone Zeeberg Nielsen, fsb, 2369 3797 // lzn@fsb.dk

 

///

fsb HJEM er et strategisk partnerskab, som på tværs af traditionelle faggrænser og på tværs af projekter, skaber læring til gavn for både fsb’s beboere og branchen. fsb HJEM er baseret en fælles forståelse for det almene boligmarkeds vilkår og udfordringer. Partnerskabet består af fsb, NCC, COWI, RUBOW arkitekter og Smith Innovation.